Nu skal der spilles!

Det er altid lidt trist når noget godt slutter, og sådan har jeg det også lidt i dag med kurset hernede i Málaga. På den anden side savner jeg mine skønne kolleger hjemme i Danmark og ikke mindst min teammakker som virkelig har været på overarbejde i denne uge!

Ugens undervisning i Español General blev afsluttet med en lille test på 60 opgaver. Den startede med en side om datiderne og det har må ligge på modulet før mit, for det er ikke noget vi har arbejdet med. Det var her jeg havde 7 af mine 10 fejl, så jeg er fortrøstningfuld over at jeg i resten kun havde 3. Brugen af de spanske datider er nemlig noget jeg på forhånd vidste at jeg synes er svært, men ugen i Málaga har givet mig blod på tanden til endnu en gang at kigge på dem!

Et billede af mit hold i Español General

Metodología

Fredag var også dagen hvor mine didaktiske timer sluttede. Denne gang handlede det om hvordan man kunne krydre undervisningen med små spil. Min professor havde et kæmpe ringbind fyldt med forskellige ideer, og vi vi snakket rigtig mange af dem igennem. Det var super inspirerende at have en samtale om hvordan forskellige spil kan bruges på forskellige måder, og så gjorde det bestemt heller ikke noget at jeg har fået en masse skabeloner og beskrivelser med hjem!

I Málaga har de en masse kinesiske basarer hvor man kan købe stort set alt, og her anbefalede min professor mig at tage hen. Den nærmeste her fra skolen er ikke så stor, så jeg gik til den næste forstad nede ad kysten og fandt der en rigtig stor en. Det var som at komme ind i en slikbutik for undervisere, og jeg kom måske til at købe lidt meget. På den anden side så er der jo halvlangt herned, og jeg kan ikke være sikker på at komme til Málaga igen før næste skoleårs spanskhold begynder.

Lidt forskelligt fra den store kinabazar i Palo.

 

Hold da op!

IMG_7686.JPG

Mit skema for ugen.

Som nævnt i sidste indlæg, og som I kan se herover, er kurset inddelt i 3 forskellige dele hvor Español General klart fylder mest. Det er her hvor jeg selv lærer en masse nyt spansk, og hvor lærer jeg meget!

Da jeg var i Peru i 2014 handlede det især om datiderne – for en dansker virker det mærkeligt at der findes to forskellige datider, men det må man tage med. Dem har vi stort set ikke arbejdet med i løbet af ugen. Til gengæld har vi de sidste par dage arbejdet rigtig meget med konjunktiv som på spansk hedder el subjuntivo.

Det har altid været en del af den spanske grammatik som jeg har synes var meget svær, men i løbet af de sidste par dage er det blevet meget klarere hvornår og hvordan den bruges. Det skyldes formentligt en blanding af at holdet jeg er på har et godt gåpåmod og niveau og at vores undervisere hernede er super dygtige. Det bliver noget af det jeg tager med mig hjem hvad angår min egen sproglige udvikling.

I dag tog vi hul på et andet aspekt af verberne, imperativ, og noget der altid har virket lidt kringlet giver lige pludselig mening. I virkeligheden er den bøjning nem når man har fået styr på el subjuntivo, for i mange tilfælde er bøjningen den samme.

Conversación

Anden del af mit kursus består af “snakketimer”. I dag havde jeg den anden og sidste af disse, og selvom det måske lyder banalt så har de været guld værd. At man i to timer “bare” snakker giver helt vildt meget både hvad angår tro på egne evner til at kommunikere og muligheden for at bruge det vi lærer i Español General i praksis. I dag var vi kun to personer ud over vores underviser – tyskeren fra i tirsdags og mig.

Dagens emne var dualitet, og hvor kan man få meget snak ud af sådan et emne. Vores underviser nævnte en stribe modsætninger og vi skulle så hurtigt vælge et af ordene og skrive dem ned. Det var emner som Norte/sur, frio/calor, masculino/feminino og día/noche. Efterfølgende fortalte vi så hvad vi havde valgt til hvert enkelt par og snakkede om hvad vi lagde i ordet og hvorfor vi mon havde valgt som vi havde.

Det var en super givende time i dag fordi både tyskeren og jeg har et relativt flydende spansk på et okay niveau, og fordi vi er omkring samme niveau. Det betyder at diskussionerne har været rigtig interessante og vi er kommet omkring mange ting. Da timen sluttede fortalte tyskeren at han i sidste uge havde haft Conversación med en dame som havde været langt mere usikker i spansk, og det havde bevirket at det var svært at få flydende samtaler i gang. Jeg er glad for at det ikke har været tilfældet de to gange jeg har haft disse timer.

Erasmus+ i Malaga

Jeg er så heldig at vi på skolen, hvor jeg arbejder, har et par internationale koordinatorer som har lagt en masse tid og energi i at skrive en ansøgning til Erasmus+ om blandt andet at sende vores sproglærere ud i Europa for at hente ny inspiration hjem til vores undervisning. Det betyder at jeg har fået mulighed for at komme afsted to gange fordi jeg både underviser i tysk og i spansk.

I første omgang er jeg taget afsted som spansklærer og har i den forbindelse fundet et kursus i Málaga der lød interessant. Kurset består af tre dele – et generelt sprogkursus med fire lektioner om dagen, en mundtlig klasse med to gange to timer i løbet af ugen og så en didaktisk klasse med to gange to timer i løbet af ugen. Den didaktiske klasse er eneundervisning, fordi her desværre ikke er andre lærere i øjeblikket. Indholdet af den klasse har jeg selv haft mulighed for at vælge og vi kommer til at koncentrere os om hvordan eleverne kan aktiveres mundtligt og hvordan man kan bruge spil i undervisningen.

Kurset startede søndag aften med en hurtig lille velkomstdrink, men den var hurtigt overstået da vi kun er fire nye studerende i denne uge. De andre tre er en pensioneret nordirsk læge, en tysk sygeplejerske og en gut fra Schweiz. Vi fik et hurtigt glas sangria og lidt information om hvordan uge kommer til at forløbe.

Mandag morgen mødtes vi i restauranten klokken 8.30 for at tage en test der skulle afgøre hvilket niveau vi havde, og altså derfor hvilket spanskhold vi skulle på. Jeg havde taget den hjemmefra, så jeg blev taget direkte til den mundtlige del af prøven. Den bestod af en snak med en af skolens lærere og handlede om alt lige fra brætspil til forældreopbakning i den danske folkeskole. Det var også her vi aftalte hvad min didaktiske klasse skulle indeholde.

Efter at have snakket i en times tid blev jeg vist ned til klasseværelse nummer 12 hvor mit hold havde undervisning. Vi er ti på holdet og det er en broget skare. Udover mig er der den nordirske læge, en koreansk pige, en amerikansk pige, en østrisk pige, to kinesiske piger, en libanesisk dame, en ældre tysk dame og en tysk mand. Vi har alle vores styrker og svagheder, men samlet passer vi ret fint sammen rent niveaumæssigt.

IMG_7677.JPG

Udsigten fra klasselokalet!

Undervisningen er intensiv og det er ikke muligt at sidde og putte sig i det lille klasselokale. Det er derfor med at være på tæerne og hele tiden følge med. Jeg er den eneste der har en computer med, alle de andre skriver noter på papir. Vi bruger dog en del af tiden på at arbejde i den bog vi har fået udleveret af skolen eller på at arbejde mundtligt, så det gør ingen forskel med computeren, for vi har ikke tid til at nå at slå ord op. Det er bare noget med at bruge alle de tricks vi også prøver at lære eleverne.

Efter undervisningen stod den på en rundvisning i Málaga centrum sådan at vi har en nogenlunde idé om hvad det er for en by vi studerer i. Turen derind foregik i to taxaer fordi vi var fem personer. På vej derind kørte vi ad en dobbeltsporet vej og på et tidspunkt bremser vi ned fordi der er langsom trafik foran os. Vi hører så et hvin fra nogle bremser og lyden af en bil der kører ind i en anden. Det viser sig at være den bagerste taxa der blever kørt ind i, og den bliver derfor banket ind i den forreste taxa hvor jeg sad. Heldigvis kom ingen af os noget til, men sportsvognen der var skyld i uheldet så ikke så godt ud!

IMG_7664.JPG

Sportsvognen efter at have kysset vores taxa bagi.

Efter vi kom hjem fra byen stod den på aftensmad og dagens lektier så vi var klar til ugens anden undervisningsdag.

Tirsdag begyndte undervisningen 8.30, så der var ikke noget med at sove længe. Heldigvis viste det sig at jeg havde lavet gårsdagens lektier rigtigt, så dagen startede godt. Dagens tema var brugen af konjunktiv, el subjuntivo, der bliver brugt meget på spansk. Som vores lærer sagde, så kan man bruge flere uger på at arbejde med det emne, men så lang tid har jeg jo ikke.

Undervisningen er tilrettelagt så der er en rigtig fin veksling mellem at læreren forklarer grammatikken og at vi henholdsvis arbejder individuelt med opgaver i bogen og samtaler med sidemanden i små mundtlige øvelser. Det fungerer rigtig godt selvom det godt kan resultere i et relativt højt taleniveau når ti mennesker skal snakke samtidig i det lille rum. Jeg kan godt være lidt misundelig over størrelsen på holdet der undervises når jeg tænker på hvor mange elever jeg har hjemme i Danmark. Klassestørrelse har bare noget at sige, ikke mindst i et sprogfag hvor den mundtlige del gerne skulle fylde meget.

Efter de fire timers grundkursus gik den tyske fyr og jeg over i et nyt klasselokale hvor vi blev mødt af en ung tysk pige og en lærer. Det var blevet tid til vores mundtlige klasse. Vores lærer havde planlagt at timen skulle handle om kæledyr, mascotas, men vi var nærmest ikke kommet i gang før samtalen blev drejet over på at de to tyskere i sidste uge havde læst en artikel på grundkurset som handlede om at implantere microchips i ørerne på kæledyr for at kunne oversætte deres tanker til ord som vi kan forstå. Det var åbenbart et norsk eller svensk forsøg og det ledte os over i en snak om norske fjeldaber og kærlige drillerier mellem de nordiske lande. Det ledte os også ud i en snak om overvågning en tillid til regering, omverden og medmennesker. Det var ret sjovt at se hvordan der er en klar forskel mellem den tillid der gennemsyrer det danske samfund og så den mistillid der boede i både tyskerne og vores lærer. Det var tydeligt at mærke at de var mærkede af at begge lande i deres nyere historie har været præget af totalitære regimer og hvilke spor det har sat i dem. Enige blev vi ikke, men vi blev enige om at begge opfattelser gav mening i forbindelse med det sted man boede. Vi var også omkring hvordan smartwatches og hjælpemidler som Alexa kan bruges til at overvåge os og den skepsis der kan være omkring den udvikling. Igen var vi meget uenige, for som nogle af jer ved så elsker jeg elektronik og har en udbredt tiltro til at de oplysninger der bliver indsamlet bliver forvaltet forsvarligt. Den tillid var ikke til stede hos tyskerne der mente at det var et voldsomt indgreb i deres personlige frihed når eksempelvis et Applewatch indsamler data omkring din hjerterytme i løbet af en dag. Sidste emne vi rundede var brugen af kontanter overfor betalingskort. Tyskerne kunne slet ikke forstå hvordan man i norden nærmest kun bruger kort og apps som mobilepay hvorimod jeg argumenterede for det praktiske i altid at kunne betale uanset om du har været omkring en hæveautomat eller ej.

Til sidst i undervisningen spillede vi to forskellige spil. Først spillede vi Taboo og dernæst et andet spil der hedder Indicios. Begge spil handler om at skulle gætte ord. I Taboo skal man forklare et ord, men med nogle bestemte ord der ikke må bruges. Indicios derimod har 10 ledetråde givet på forhånd og de bliver så læst op en ad gangen indtil nogen gætter ordet. Det var en rigtig sjov måde at slutte dagens undervisning på.

Hjemrejsen

Lørdag morgen tjekkede jeg ud af mit hotel klokken 9, men heldigvis kunne jeg få opbevaret min bagage så jeg ikke skulle gå rundt med den hele dagen. Jeg startede med at besøge den butik hvor jeg havde aftalt at købe 100 små lamaer, og dem fik vi sammen talt op. Der manglede en enkelt, så den fandt hun hurtigt til mig, og hun tilføjede to ekstra. Med gaverne til ungerne på Højme kunne jeg nu slappe af og nyde mit elskede Cusco en sidste dag. 

Lørdag var der selvfølgelig igen optog omkring Plaza de Armas, og denne gang var det kunsten der var i centrum. De forskellige delegationer havde kæmpestore figurer som de førte rundt om pladsen, og siden placerede i en nærliggende gade så man kunne få taget billeder med dem. 

Efter at have nydt optoget lidt smuttede jeg omkring min tatovør. Han havde i onsdags skrevet og spurgt hvordan tatoveringen havde det, så jeg ville give ham chancen for at se den ved selvsyn. Han syntes heldigvis at den holdt sig godt, så jeg er godt tilfreds!

Jeg var også en tur omkring San Pedro der er et kæmpe marked hvor man virkelig kan få alt hvad Cusco har at byde på. Jeg var der mest for at se om Maria, en gammel kone Mie og jeg købte frisk juice af, var der endnu, og jeg tror jeg fandt hende. Ud over det købte jeg kun et lille flag i Cuscos farver – en regnbue med 7 striber. 

Efter markedet var det efterhånden blevet til til frokost, og jeg fandt derfor et andet kendt sted – Fuego. De laver rigtig gode burgere, så jeg fik en sidste bid alpaka inden turen gik mod hotellet for at hente min oppakning og derfra videre til lufthavnen. 

Cusco lufthavn er ikke værd at skrive meget om, for den er virkelig kedelig. Dog var der en enkelt positiv oplevelse. Mens jeg stod og ventede på at tjekke ind bag en flok amerikanere spurgte de pludselig om ikke jeg ville foran dem så jeg ikke skulle vente på at de alle kom igennem. Jeg var i god tid, så jeg kunne sagtens have ventet, men det var så rar en gestus at jeg pænt tog imod den og takkede mange gange. 

Flyveturen fra Cusco til Lima tager omkring halvanden time, så det var ikke så galt. Jeg fik en lille 3-årig knægt som sidemand, så ham pludrede løs hele turen. Jeg prøvede på mit bedste spanske at holde en samtale kørende med ham, og det fil udmærket hvis jeg selv skal sige det. 

I Lima havde jeg lige godt to timer til at få hentet taske og tjekket ind på ny. Min rygsæk kom heldigvis ret hurtigt, så efter at have vinket farvel til min lille ven skyndte jeg mig ud i lufthavnen og fandt en stander så jeg kunne tjekke mig selv ind. Jeg tænkte at det så ville gå hurtigt med at få afleveret min bagage, men der blev jeg klogere – køen var cirka 700 kilometer lang. Jeg stod bag en tysk pige og hende peruanske kæreste, og ham havde været omkring servicepersonalet og spurgt om de var sikre på at flyet ville vente på os. Det havde de lovet, men forvirringen blev ikke mindre af at de efter en halv times ventetid lukkede 3 af de 6 borde hvor man kunne aflevere sin taske. Det tog derfor halvanden time at komme igennem køen, og jeg måtte endnu en gang næsten løbe igennem en lufthavn. Så jeg var både svedig og muggen da jeg fandt min vinduesplads. Jeg havde et par polske damer ved min side, og den ene klappede mig pludseligt på ryggen. Hendes engelske var nærmest ikke-eksisterende, men det lykkedes mig dog at få tolket mig frem til at der havde siddet en flue på min ryg. De morede sig kosteligt over mit forvirrede ansigtsudtryk. Flyet kom afsted en halv times tid forsinket, men det hentede vi i løbet af turen så vi landede til ordinær tid. 

Det betød at jeg havde 4 timer til at finde igennem lufthavnen i Paris. Den tyske pige havde fortalt at den var kæmpestor, og at man nemt kunne blive væk. Jeg synes nu faktisk ikke det var så galt, men jeg gik også meget målrettet. Heldigvis gik jeg lidt tidligt mod gaten, for den var åbenbart blevet skiftet til en der lå lidt derfra.

Endnu en gang var AirFrance forsinket i deres afgang, og endnu en gang hentede vi lidt tid i luften så jeg ankom til Kastrup omkring klokken 23. Her havde min mor og hendes kæreste været så søde at køre hele vejen over for at hente mig. Så da jeg kom ud i ankomsthallen måtte jeg bide mig selv i underlæben for ikke at lade en tåre trille. 

Omkring klokken 2 var jeg endelig helt hjemme i Odense og klar til et par timers søvn inden arbejde. Og hvor jeg glæder mig til at træde ind på skolen igen!!

Cuy

Fredag aften var sidste aften i Cusco, og derfor også sidste chance for at prøve at spise marsvin, eller cuy som det hedder i Peru. Cuy er quechua, inkaernes sprog, og er den lyd som dyret siger – godt nok er det mange år siden at jeg havde Tulle og Bølle, men jeg kan godt huske lyden. Der er mange steder i Cusco der sælger cuy, men jeg valgte et sted jeg kendte, nemlig Andean Grill. Mie og jeg spiste der nogle gange sidste gang, og derfor var jeg der også nogle gange i denne omgang. Tjenerne der er altid venlige, og jeg følte mig ikke så utilpas der når jeg spiste alene. 

Når man bestiller cuy er de godt klar over at man gerne vil have billeder af dyret, så i første omgang kommer tallerkenen ind med hele marsvinet liggende på tallerkenen – inklusiv hoved og fødder. Når man så har taget de billeder man ønsker tager de tallerkenen tilbage til køkkenet hvor dyret bliver skåret i mindre stykker. Hovedet ligger dog stadig på tallerkenen når den kommer tilbage. Der var to midaldrende franske par ved nabobordet, og de to koner kom nysgerrigt over og kiggede nærmere på dyret mens det lå helt på tallerkenen. Heldigvis var der fodbold på skærmen, Peru mod Columbia, så det vakte ikke meget opsigt ellers. 

Umiddelbart er der ikke meget kød på sådan et marsvin, så det er lidt af et pillearbejde at få det spist. Det sparer dog ganske udmærket, så jeg efterlod ikke andet end ben og hoved. 

Da jeg gik derfra kunne jeg ikke lade være med at smile lidt, fordi jeg nu endelig havde fået prøvet at spise denne lokale delikatesse. 

Aguas Calientes og Ollantaytambo

En af de væsentligste grunde til at vælge at tage til Peru igen var selvfølgelig at det ville give mig mulighed for igen at se Evans. Planen var egentligt at han skulle bede om fri og komme til Cusco, men desværre har han fået nyt job hvorfra han ikke kunne få fri. Onsdag hoppede jeg derfor på en minibus til Aguas Calientes, der er den lille by for foden af Machu Picchu. Det er en tur på 5-6 timer, ad veje der til tider får hjertet til at sidde i halsen. Jeg blev hentet på mit hotel, men efter at have kørt rundt og samlet folk op blev jeg flyttet til en anden bus. Jeg ved ikke hvorfor, men det var okay for jeg fik en bedre plads. Aguas Calientes ligger midt i junglen, og den eneste form for transport er toget, en tur på 10 km der koster 26 $. Evans havde lovet at hente mig kl 13, hvor selskabet havde sagt at jeg ville være fremme. Det var dog et optimistisk skøn, for klokken var 14:30 da jeg endelig var fremme. Turen havde så også budt på to små pauser på 15 minutter, der begge blev længere fordi folk ikke kunne finde ud af at være der til tiden, og et busskifte fordi der pludselig var en bro vi ikke kunne krydse i bil og derfor måtte krydse floden til fods og stige ind i en ny bus der ventede på den anden side – og betale 5 soles (10 kr.) medmindre vi ville gå. Ved Hidroeléctrica, stedet hvor busserne sætter en af, skulle jeg så se om jeg kunne finde Evans. Jeg var bange for at han var blevet træt af at vente, og var taget tilbage til byen, for jeg kunne ikke finde ham. Så selvom det er dyrt at ringe med dansk nummer, så måtte jeg gøre det. Det viste sig at han havde misset toget, og var på vej til fods. Så vi mødte hinanden efter at jeg havde gået et lille stykke langs skinnerne. 

Gåturen er cirka 10 kilometer lang, og byder på fantastisk natur. Denne gang havde jeg lidt mere overskud til at kigge op, og vi opdagede at man faktisk kan se Machu Picchu fra jorden. Det kræver bare at man ved hvor man skal kigge, og hvad man skal se efter. Det var det tætteste på vidunderet jeg kom denne gang, for det var jo ikke grunden til mit besøg. 

Vi fandt et sted hvor vi fik aftensmad, kyllingbryst med pommes og ris. Det smagte glimrende, og Evans insisterede på at betale når nu jeg var rejst hele vejen for at besøge ham – jeg gjorde det samme med aftensmaden søndag, hvor han jo var i Cusco. 

Efter aftensmaden lagde vi os og slappede af et par timer, for Evans arbejder med at lave sandwiches, wienerbrød m.m. i et bageri og det foregår om natten. Jeg havde lovet at jeg gerne ville tage med for at holde ham med selskab, så lidt søvn var godt. 

Klokken 23 mødte vi ind, og bestyreren sagde at det var okay at jeg var der, men at jeg skulle være ude inden damerne der skulle åbne kl 4.00 ankom. Ordren til denne nat var ikke så stor, så Evans mente vi kunne være færdige inden da. Det viste sig dog at være lige optimistisk nok, så 3:40 smuttede jeg uset ud ad døren, og gik rundt i 20 minutter og nød nattens stilhed. Klokken 4 vendte jeg tilbage og købte en sandwich og en varm kakao som jeg nød mens jeg ventede på Evans. Det blev dog en lidt lang venten, for han var først færdig da klokken var 6:20. Derefter gik vi tilbage til hans lejlighed og sov nogle timer. Da klokken blev 13 mødtes vi med hans veninde, Mabel, som også skulle til Cusco. Vi fulgtes derfor på gåturen tilbage til hidroeléctrica hvor hun også skulle finde en bus. Desværre kom vi så sent afsted, så den bus jeg havde en plads i var nået at køre, så jeg måtte betale for at få plads i en ny. Det kostede 30 soles (60 kr.), så det var okay. Bussen var en smule større end den jeg var kørt derhen i, men den var til gengæld også propfyldt. Jeg fik plads på et klapsæde hvor jeg kunne mærke varmen fra mine naboers lår. Chaufføren var ikke en fartbølle, så turen gik langsomt men sikkert frem. Undervejs gik solen ned, og det betød at kulden begyndte at vise sig. De tre engelske fyre der sad på sæderne lige bag chaufføren syntes det var lidt koldt, så de bad pænt chaufføren om at lukke sit vindue – på miserabelt spansk, og uden at forstå hans svar. Så de prøvede et par gange, indtil jeg var nødt til at bede dem lade være. Chaufføren fortalte nemlig at han var træt, og kulden fra vinduet holdt ham vågen. Ikke en fed besked at få, når man kører i hårnålesving i bjergene. Det var de ikke helt tilfredse med, men de stoppede dog med at genere chaufføren. 

Da vi endelig ankom til Cusco var klokken efterhånden blevet 22, så efter et hurtigt besøg på MacDonalds skyndte jeg mig tilbage til mit hotelværelse. Min tatovering skal gerne vaskes og smøres to gange om dagen, og det havde jeg negligeret en smule, så jeg skyndte mig at få det gjort inden jeg hoppede under dynen. 

Fredag stod jeg sent op, fordi jeg trængte til at få sovet ordentligt igennem. Efter at have pakket lidt forskelligt i den store rygsæk begav jeg mig ned til en lille butik ikke langt fra mit hotel. Jeg havde aftalt med dem at de skulle skaffe 100 små lama-nøgleringe, som jeg gerne ville købe til mine elever. Desværre var konen, som jeg havde lavet aftalen med, der ikke, og hendes mand vidste ikke hvor de var. Så nu skal jeg forbi i morgen tidlig for at købe dem. Til gengæld endte jeg med at købe en lækker ny poncho og et par fede sko. 

Efter at have smidt det af på hotellet gik jeg ned til gaden hvor jeg vidste at busserne til Ollantaytambo kørte fra, og for 10 soles (20 kr.) fik jeg plads. Den har vist ingen fast køreplan, for vi holdt pænt og ventede til alle sæderne var fyldt op. Heldigvis tog det ikke mere end cirka 10 minutter, og så kunne vi ellers komme afsted. 

Planen var at finde de små boder uden for den gamle inka-ruin, og der finde en hue ligesom den jeg har i forvejen. Det er nemlig på det marked at jeg fandt den, som det eneste sted af de mange Mie og jeg kiggede sidst. Desværre har jeg ikke været i stand til at finde den så jeg har købt to andre. Og en fin lille en til Sia, selvfølgelig i baby alpaka fordi det er blødest. 

Efter at have ledt markederne igennem blev det tid til at spise og jeg fandt en fin lille restaurant. Maden var glimrende, og jeg kommer virkelig til at savne at kunne spise så billigt!

Tilbageturen blev i en minibus fundet på Plaza de Armas i Ollantaytambo og sæderne var meget bedre denne gang selvom prisen var den samme. Samme princip, troede jeg. Efter at have ventet lidt begyndte vi at køre. Først en tur rundt om pladsen, uden resultat. Så begav vi os imod vejen ud f byen hvor vi mødte to damer der også skulle til Cusco. Derefter gik turen direkte hjem til Cusco. 

Tatovering m.m.

Meget er sket siden sidste indlæg! For det første fejrer Cusco i øjeblikket fødselsdag, så vidt jeg kan forstå. Det betyder at der er fest i gaderne konstant, og det giver selvfølgelig den i forvejen kaotiske trafik en ekstra dimension. Jeg kender en Karen der ville blive sindssyg, hvis hun boede i centrum af Cusco 🙂

Jeg tror ikke der har været en dag hvor der ikke har været spærret af omkring Plaza de Armas, sådan at der kan danses i gaderne. Første dag jeg var her var det helt små børn, og siden har både voksne og ældre børn danset også. Det virker som om alle skolerne i regionen har sendt nogen forbi pladsen for at danse. 

Fredag var også dagen hvor jeg smuttede forbi Willka Tattoo, hvor Angel arbejder. Det var ham der i 2014 lavede min tyr på læggen, og jeg havde hjemmefra snakket med ham om muligheden for en ny tatovering. Jeg skulle derfor mødes med ham for at udveksle ideer, så han havde noget at arbejde med. Det fik han så et par dage til, og søndag eftermiddag var jeg forbi og så det endelige forslag. Det var et en super fed tegning, så allerede dagen efter lå jeg klar på briksen. Det blev til to timers tortur, og denne gang uden nogen til at holde min hånd. Huden omkring tatoveringen strammer lidt, og lægmusklen føles som om den har fået tæsk, men hvor er jeg glad for resultatet!

Søndag var også dagen hvor jeg mødtes med Evans. Det var lidt nervepirrende efter ikke at have set hinanden i over halvandet år. Vi klikkede dog med det samme, så det var rart! Efter at have spist morgenmad begav vi os op i San Blas, der er et kvarter i Cusco. Cusco ligger i en dal, og San Blas ligger op ad en af bjergsiderne ogsaa derfor en fantastisk udsigt over byen. Vi fandt en lille park, hvor der var en klippe der ifølge Evans plejede at være et ofringsbord – jeg fik aldrig gennemskuet om det bare var en joke. I en nærliggende butik købte vi en lille (1100ml) øl, som vi delte i parken. Det var rigtig hyggeligt bare at slappe af med lidt musik og en lille hund som tilhørte et midaldrende ægtepar der også opholdt sig i parken. Evans var med forbi for at se tegningen til tatoveringen, inden vi spiste aftensmad. Efter aftensmaden skulle Evans skynde sig ned til en taxa for at være sikker på at nå til Ollantaytambo hvor hans tog gik fra. Jeg har i dag været omkring et af de mange bureauer der er i Cusco og har købt billet til Aguas Calientes, så jeg kan besøge Evans der. 

Søndag fik jeg også kontakt til min tidligere praktiklærer. Hun ville rigtig gerne se mig, og var glad for at høre at jeg gerne ville besøge skolen igen. Hun tilbød selv at jeg kunne følge hendes undervisning, og det skyndte jeg mig at takke ja til. Mandag var der ingen undervisning fordi det var dagen hvor skolen havde elever med i danseoptogene, så aftalen blev at jeg skulle komme i dag, tirsdag. Sidste gang Mie og jeg fulgte hende underviste hun morgenholdene der kun består af piger. I år er hun på eftermiddagsholdene, der er blandet piger og drenge. Det betød at jeg kunne sove længe, hvilket var rart. Skolen arbejder stadig med Proyecto Peru, og der var derfor også en ny frivillig. Hun var der dog ikke i den første time fordi hun har et andet projekt også. Det viste sig at hun også var dansk, så det var lidt sjovt. 

Undervisningen i engelsk foregår stadig markant anderledes end sprogundervisningen hjemme på Højmeskolen. Hvor jeg forsøger at tage fremmedsproget så meget som muligt, så foregår næsten alt engelskundervisningen på spansk. Meget få gange i løbet af en time var der reel mulighed for at eleverne fik sagt noget på engelsk. Klasserne er stadig store, og der var omkring 30 i hver. Ruth virker dog ambitiøs, om end det virker som om det er svært at få indfriet ambitionerne under de nuværende omstændigheder.

Nu er der ikke længe til turen går hjemad, og selvom det er vemodigt at skulle sige farvel til Cusco endnu en gang, så kan jeg også godt mærke at energidepoterne er ved at være fyldt godt op og jeg glæder mig til at komme hjem og gense elever, kolleger, venner og familie! 

Cusco!

Torsdag morgen kl 5.15 var det bare at stå klar på mit hostel i Arequipa, for vi skulle være klar til når bussen ankom. Det gjorde den omkring 5.30, så der var heldigvis ingen forsinkelse. Foran mig lå 12 timer i bus inden destinationen var nået. Destinationen som hele turen har bygget op til. Cusco!

Første stop på turen var en tankstation så både bus og passagerer kunne blive tanket op. Der var angiveligt et lille marked, men jeg var for træt til at rejse mig. Så jeg sad og holdt øje med den samtale der foregik mellem vores chauffør og en politimand. Hvad den handlede om aner jeg ikke, for jeg kunne intet høre, men på alle de andre strækninger vi har kørt har vi udfyldt en seddel med navn, nationalitet og pasnummer til hvis vi stødte på politiet. Det havde vi ikke gjort denne gang, og gjorde det aldrig i løbet af turen, så jeg ved ikke om det var det samtalen handlede om.

Næste stop var et par timer senere, hvor dem der skulle til Puno blev læsset af og sat på en anden bus, mens vi fik et par stykker på som kom fra Puno og skulle med til Cusco. Heriblandt var der to amerikanske damer, som havde været med på mine første busture også. Det var derfor rart lige at hilse på dem igen. De havde frosset godt og grundigt i Puno, så jeg er stadig glad for at jeg valgte ikke at tage tilbage dertil!

Tredje stop var et toilet på toppen af et højdedrag. Så udover at få ladet vandet havde vi også mulighed for at nyde den fantastiske udsigt og tage et par billeder.

Derefter var det afsted direkte mod Cusco, mens der kørte forskellige film på bussens fjernsyn. Hvor tarveligt det end lyder, når man kører igennem så fantastiske landskaber, så var det rart at kunne forsvinde lidt væk i tiden og ikke tænke så meget.

Og så pludselig kørte vi ind i de sydlige forstæder til Cusco. Det var lige så jeg kunne mærke mit hjerte slå lidt hurtigere. Jeg ved godt det er lidt pjattet, men det var næsten som at komme hjem. Samme følelse som når jeg ankommer til Berlin. Der er vist bare steder der rører en dybere end andre.

Vi blev sat af i udkanten af byen, fordi den store bus ville have svært ved at navigere rundt i de smalle gader som Cusco består af. Derfra blev vi så sendt afsted i 6 forskellige taxaer, alt efter hvor ens hotel/hostel lå. Jeg kom afsted sammen med en ældre tyrkisk herre som var afsted alene. Vi kom til at snakke historie på turen til hans hotel, og han fortalte om nogle igangværende udgravninger i det østlige Tyrkiet som han bestemt mente jeg ville finde interessante. Så jeg fik hans mail, og lovede at skrive når jeg en gang tager til Tyrkiet for at studere historien der.

Ad velkendte gader bevægede vi os derefter imod mit hotel. Det er opkaldt efter klostret der ligger lige ved siden af, og er lige rundt om hjørnet fra den store Plaza de Armas. Jeg er vildt imponeret over stedet som både smukt indrettet og har venligt personale. Mit værelse er et fint lille enkeltværelse der dog stadig har både eget toilet/bad, fjernsyn og et lille skrivebord. Og der er varmt vand!!!!!! Noget jeg ikke har haft siden Huacachina. Jeg følger mig virkelig velsignet.

Mere Arequipa

Onsdag har været en dejligt afslappet dag. Jeg stod tidligt op for at finde et lokalt vaskeri. Jeg havde ikke rigtig andet tøj end det jeg gik i. Heldigvis er der masser af dem, og der var endda vaskeriservice på mit hostel. De ville dog først have tøjet klar her til aften, og jeg ville gerne have det noget før så jeg kunne få det pakket. Så jeg fandt et sted lige rundt om hjørnet. 4 kilo tøj vasket og lagt sammen i løbet af nogle timer, til den nette sum af 14 soles eller cirka 28 kroner. Den slags kunne jeg altså godt blive vant til derhjemme.

Efterfølgende gik jeg mod det lokale kloster. Jeg havde aftalt med en amerikaner at mødes der for at se stedet, men det er et stort kloster, og vi havde åbenbart ikke aftalt godt nok hvor vi skulle mødes. Så da jeg havde ventet ved hvad jeg troede var indgangen i et kvarter begav jeg mig mod Arequipas plaza de armas. Alle peruanske byer har sådan en, og det svarer lidt til vores rådhuspladser. Forskellien er bare at selv helt små landsbyer virker til at have en.

Arequipa har en fantastisk smuk plaza de armas, og der er kun biler i den ene side. Så det er et utroligt roligt sted. Jeg fandt en restaurant med balkon og wifi. Balkon så jeg kunne nyde udsigten, og wifi så jeg kunne ringe hjem. Mormor havde fødselsdag i dag, og den slags må ikke glemmes selvom man er på farten!

Efter at have fyldt maven med lækker morgenmad mødtes jeg med amerikaneren og vi vandrede rundt i den historiske del af Arequipa. Han anbefalede på det kraftigste at tage forbi klostret, så det lovede jeg at gøre. Efter at have vandret frem og tilbage fandt vi et ishus og købte lækker is til ingen penge.

Tilbage på mit hostel fik jeg en halv times hvile inden det var tid at hente vasketøjet, og få det pakket. Pludselig var klokken 16.40, og klostret lukker kl 17. Så jeg skyndte mig afsted, og nåede ind. Heldigvis var det kun indgangen der lukkede, så jeg havde en hel time til at se det kæmpestore sted. Jeg fik en guide rundt, der på fantastisk engelsk fortalte om stedets historie. Skøn oplevelse!

Sidst jeg var her fik jeg kontakt til en lokal Arequipeña, Kevin, og ham havde jeg aftalt at spise aftensmad med. Efter at have spist gik vi rundt i byen og han fortalte historier om de forskellige steder vi passerede. Kevin taler quechua, så han kunne fortælle hvad nogle af de forskellige stedet hed hvis det blev oversat til spansk. Jeg har kun lært meget lidt, men jeg ved dog nu at wasi betyder hjem, hvilket forklarer hvorfor så mange steder hedder noget med wasi heroppe i Andesbjergene.

Hostelets bar er nærmest lige uden for mit værelse, så jeg håber ikke de bliver ved for længe i nat. Bussen til Cusco henter mig nemlig kl 5.45 i morgen tidlig.

El Cañón de Colca

Ventetiden fra vi blev afleveret til vores hostel klokken 4.25 og frem til 7.45 hvor vi blev samlet op af bussen der skulle køre os til Colca føltes uendeligt lang. Men heldigvis blev vi da samlet op til sidst, og vi kunne begynde turen.

Vi blev mødt af nogle spektakulære syn på turen. Peru er i sandhed et smukt land! Vores første stop var ved en vejside-café, hvor vi kunne få et glas koka-te. Det skulle være godt til at hjælpe med ikke at blive dårlig af højden. Den smule te hjalp dog ikke helt – man skulle have troet at jeg havde lært af sidste gang. Det her med at tage en natbus til et sted højere i bjergene, og så starte program samme dag er åbenbart dødsdømt for mig. Jeg havde det derfor ikke super godt i bussen på vej til kløften.

Inden vi nåede til vores hotel stoppede vi kort for frokost, men jeg kunne ikke klemme meget mere end 5 bider ned. Så da vi nåede vores hotel hoppede jeg direkte under dynen for at få noget ordentlig søvn, og det hjalp heldigvis. Jeg fik godt nok ikke set noget af den lille by, men til gengæld kunne jeg begive mig afsted til aftensmaden med kun en smule ondt i hovedet. Aftenmaden var inklusiv et lille show med lokale musikere og dansere. Vi var desværre kun 4 personer der spiste der den aften, så de 5 musikere og 2 dansere var lidt i overtal.

Efter aftensmaden gik jeg med en brasiliansk fyr ned på en café omkring hovedtorvet, fordi der var wifi der, noget vores lille hotel ikke havde. Det var rart nok lige at få en smule opdatering. Derefter var det tilbage i seng, så vi var friske til højdepunktet på, nemlig Kondor-korset som er et sted i kløften hvor der er ekstra stor chance for at spotte kondorer flyve i det fri.

Vi stod op til morgenmad klokken 6.00 og en halv time senere var det ellers afsted. Turen derop bød på et par stod undervejs, blandt andet en hyggelig lille by hvor nogle af de andre fra vores bus havde boet. De havde betalt ekstra for at opgradere deres hotel, og sikke da et sted de havde boet. Vi fik lidt tid til at tage billeder og nyde de lokale danse på torvet foran kirken.

Da vi endelig nåede Kondor-korset spottede vi ret hurtigt de første kondorer. Kondoren er en kæmpe fugl. Den har et vingefang mellem 3-3.30 meter og er cirka en meter høj. De ser super majestætiske ud, når de svæver rundt i luften, og nogle gange kom de rimeligt tæt på. Vi havde godt en time til at udforske stedets mange udsigtsplatforme og betragte de smukke dyr.

Derefter var det tid til at bevæge os ned i kløften for at spise frokost inden turen gik tilbage til Arequipa. Jeg havde det ikke fantastisk, så de ekstra stop vi gjorde på vej ned gik jeg ikke ud, men jeg kunne heldigvis godt spise noget så det var et godt tegn.

Tilbage i Arequipa fik jeg tjekket rigtigt ind, og så var det ellers på hovedet i seng igen. Højden er virkelig ikke til at spøge med når man hedder Lasse.